Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Møllebakkeskolens logo
Mobil menu

Skolebestyrelsen

FORRETNINGSORDEN FOR MØLLEBAKKESKOLENS SKOLEBESTYRELSE

 

KONSTITUERING OG AFHOLDELSE AF SKOLEBESTYRELSESMØDER

§ 1.

Valg til skolebestyrelsen afholdes hver 4. år. Skolebestyrelsen består af 5 forældrevalgte repræsentanter 2 medarbejderrepræsentanter samt 2 elevrepræsentanter. Skolebestyrelsen afholder konstituerende møde på førstkommende møde efter et ordinært skolebestyrelsesvalg - eller et ekstraordinært skolebestyrelsesvalg, hvorunder der er sket ændringer i skolebestyrelsens sammensætning. Konstitueringen kan efterfølgende ske en gang årligt på det første skolebestyrelsesmøde efter sommerferien.

Skolebestyrelsen afholder møder, som hvert år aftales på skolebestyrelsesmødet i maj.


INDKALDELSE AF SKOLEBESTYRELSESMØDER

§ 2.

Møderne indkaldes skriftligt af skolelederen efter aftale med skolebestyrelsesformanden med mindst 7 dages varsel. Varslet kan dog nedsættes, såfremt særlige forhold gør det nødvendigt.

Med indkaldelsen skal fremsendes dagsordenen for mødet samt nødvendige bilag og evt. begrundelse for baggrunden til brug for behandlingen af de enkelte emner. I særlige tilfælde kan bilag udleveres på mødet.  Det skal fremgå om de enkelte punkter er til drøftelse/orientering, til høring eller beslutning.


SKOLEBESTYRELSESMØDERNES LEDELSE OG BESLUTNINGSDYGTIGHED

§ 3.

Møderne ledes af skolebestyrelsesformanden. Møderne afholdes på Møllebakkeskolen eller et sted efter nærmere aftale.

Når indkaldelse har fundet sted i overensstemmelse med forskrifterne i § 2, er skolebestyrelsen beslutningsdygtig, når over halvdelen af medlemmerne er til stede. Melder et eller flere skolebestyrelsesmedlemmer afbud til et møde indkaldes 1. suppleanten.

Bestyrelsesmedlemmerne - og andre tilstedeværende - har pligt til straks at underrette bestyrelsen om ethvert spørgsmål, som kan give mulighed for inhabilitet.

De af bestyrelsen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.


REFERAT

§ 4.

Skolebestyrelsesformanden drager omsorg for, at der føres referat over skolebestyrelsens beslutninger. Skolens ledelse varetager sekretærfunktionen.

Af referatet skal fremgå:

1. Hvem der har ledet mødet,
2. Hvem der har deltaget i mødet, og

3. Dagsordenen med beslutninger for hvert enkelt punkt samt væsentlige synspunkter og oplysninger, der ønskes tilført referatet.

 

Et eksemplar af referatet udsendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer snarest muligt - og senest 8 dage - efter mødets afholdelse.

Samtlige tilstedeværende medlemmer skal underskrive referatet ved det førstkommende skolebestyrelsesmøde og dermed bekræfte deres godkendelse heraf.


SKOLEBESTYRELSENS ARBEJDE

§ 5.

Stk. 1. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter. Skolebestyrelsen fører i øvrigt tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager. Skolebestyrelsen kan fra skolens leder indhente enhver oplysning om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.

Stk. 2.Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed. Det kan bl.a. være om

1)undervisningens organisering, herunder elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes placering i klasser,

2)samarbejdet mellem skole og hjem,

3)underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen,

4)arbejdets fordeling mellem lærerne,

5)fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v. og

6)skolefritidsordningens virksomhed.

Stk. 3.Skolebestyrelsen godkender inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt for skolen, skolens budget.

Stk. 4.Skolebestyrelsen fastsætter skolens ordensregler og værdiregelsæt.

Stk. 5.Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, om voksne skal kunne deltage i folkeskolens undervisning og fastsætter principper herfor.

Stk. 6.Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte aktiviteter og fastsætter principper herfor.

Stk. 7.Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse til kommunalbestyrelsen om ansættelse af skoleleder og har udtaleret i forbindelse med andre ansættelser. Ansættelseskompetencen ligger hos skolelederen.

Stk. 8.Skolebestyrelsen afgiver en årlig beretning.

Stk. 9.Skolebestyrelsen indkalder mindst en gang årligt forældrene til et fælles møde til drøftelse af skolens virksomhed. På et sådant møde behandles årsberetningen, jf. stk. 8.


TAVSHEDSPLIGT

§ 6.

Skolebestyrelsens medlemmer har tavshedspligt med hensyn til alt, hvad de erfarer i deres egenskab af medlem af skolebestyrelsen, medmindre der er tale om forhold, der er bestemt til eller ifølge lovgivningen underlagt ubegrænset offentlighed.

 

Vedtaget på skolebestyrelsesmøde 26. oktober 2011